Invitér talenter til Marie Curie Masterclass

Har du samarbejde med unge forskertalenter i dit internationale netværk? Så har du nu mulighed for at indstille dem til at deltage i Marie Curie Masterclass.

09.12.2016 | Camilla Nissen Toftdal

I 2016 afholdt ST den første Marie Curie Masterclass, og instituttets forskere havde hele 14 forskertalenter med som deltagere. I alt 18 ansøgninger blev sendt afsted fra Bioscience medio september. Den næste Masterclass løber af stablen fra 16.-18. maj i Aarhus og fra 30. maj-1. juni i Roskilde. Du kan bidrage til at styrke forskningen og nå vores strategiske målsætning – at tiltrække 5 MSCA-fellows pr. år i strategiperioden – ved at identificere topkvalificerede ansøgere til Masterclass’en.

Tidsplan

  • 1. februar: Frist for indsendelse af ansøgning til Stine L. Knudsen. Her finder du skabelon til indstilling af en kandidat. Hvis du har en (eller flere) egnede kandidater, skal du sørge for at være til rådighed i løbet af workshoppen.
  • 1. februar-15. februar: Instituttets forskningsudvalg prioriterer ansøgningerne før indsendelse til fakultets styregruppe.
  • Primo marts: Information til ansøgerne.
  • 16.-18. maj 2017: Marie Skłodowska Curie Masterclass i Aarhus
  • 30. maj-1. juni 2017: Marie Skłodowska Curie Masterclass i Roskilde
  • 14. september 2017: Frist for indsendelse af ansøgning.

Mere om Masterclass’en

Programmet omfatter en 3 dages workshop i maj 2017, som er arrangeret af ST og Forskningsstøtteenheden på AU. Her vil ansøgerne begynde at skrive ansøgningen, blive introduceret til Aarhus Universitet og have tid til at udvikle forskningsprojektet i samarbejde med den kommende vejleder.

Programmet støttes af ST’s Forskningsudvalg, og det anslås, at omkring 65 eksterne ansøgere kan inviteres (nogle ansøgere bor formentlig allerede i Aarhus).

Mere information til potentielle vejledere.

Mere information om MSCA-fellowships og om Masterclass’en.

Bioscience institutleder
90019 / i31