Du er her: AU  Medarbejdere Institutter  Institut for Bioscience Medarbejderhåndbog l Lønarbejde (ph.d.-studerende) / Salary (PhD students)

Lønarbejde (ph.d.-studerende)

Regelsæt

Ph.d.-studerendes lønarbejde omkring undervisning/formidling er beskrevet i ph.d. bekendtgørelsens Kapitel 3, § 7, stk. 2,4 om ph.d.-uddannelsens indhold:

 ”Uddannelsen omfatter: Opnåelse af erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling, der er relateret til den pågældendes ph.d.-projekt."

Desuden kan du finde information i GSST's "Rules and regulations", §4.5-4.6.

Yderligere information

Undervisningsopgaverne skal opfattes som et væsentligt led i ph.d.-uddannelsen, da formidling for de flestes vedkommende vil udgøre en vigtig del af senere jobfunktioner. Alle ph.d.-studerende ved Institut for Bioscience kan således søge instituttet om at få tildelt undervisningsopgaver under studiet.

To gange om året (1. december og 1. juni) kan der søges om tildeling af undervisningsopgaver m.v. for det kommende halve år, og instituttets afgørelse forventes at foreligge senest ultimo december henholdsvis ultimo juni. Der kan ikke undgås enkelte justeringer, hvis holdantallet ikke svarer til det forventede, men langt de fleste ph.d.-studerende vil kende deres undervisningsopgaver i god tid før, undervisningen starter.

Ph.d.-studerende, som har pligt til at undervise for at oppebære deres løn, kan efter aftale vælge at placere undervisningen ujævnt inden for et år eller imellem år. Dog skal de normerede timer på del A afvikles inden overgangen til del B. Som det ses af ansøgningsskemaet, er det muligt at frasige sig undervisning for en periode mod reduktion i lønnen.

Undervisnings- og formidlingsopgaver m.v. (summarisk beskrivelse)

  • Instruktion i grundfag, inkl. studiecafé, feltkurser, herunder obligatoriske feltkurser
  • Instruktion i bachelorfag, inkl. studiecafé, feltkurser, herunder obligatoriske feltkurser
  • Instruktion i store kandidatfag, inkl. studiecafé, feltkurser, herunder obligatoriske feltkurser
  • Deltagelse i Besøgsservice, Natur i teltet, U-days, Forskningens Døgn, deltagelse i Dansk Naturvidenskabsfestival, Erhvervsvejledning i gymnasiet, studieretningsprojekter i gymnasiet, temadage og anden overordnet formidling
  • Instruktion på mindre, specielle kandidatfag
  • Andet (instruktion af laborantelever, hjælp med hjemmesider, mentor for f.eks. 4. studieår af 3+5 studerende, hjælp ved kongresser og møder etc.)
  • Bidrage til formidling af rådgivningsprojekter til Miljøministeriet fx til et rådgivningsnotat
  • Medvirke i rådgivningsorienterede møder og lignende med faglige indlæg
  • Databehandling, analyse, kvalitetssikring og rapportering af overvågningsdata til brug i rapportering
  • Medvirke til udarbejdelse af vejledninger og tekniske anvisninger til brug i overvågning
  • Diverse ad hoc opgaver (opgaverne godkendes og timesættes af instituttet)

 

Tildeling af undervisnings- og formidlingsopgaver m.v.

Instituttet afgør i samarbejde med forskningssektionerne, hvilke opgaver, den enkelte ph.d.-studerende vil få tildelt. Vi vil selvfølgelig bestræbe os på så vidt muligt at opfylde de ønsker, den studerende har udtrykt i sin ansøgning, men da der ikke er overensstemmelse imellem instruktionsbehovet på de enkelte fag og fordelingen af ph.d.-studerende på forskningsenheder, vil det blive nødvendigt, at nogle ph.d.-studerende instruerer i fag uden for deres kerneområde. I disse tilfælde vil tildelingen af løntimer være relativt højere end ved instruktion inden for eget område.

I forbindelse med timefordeling af instruktorater vil de ansvarlige faglærere for de enkelte fag blive bedt om en prioritering blandt ansøgerne.

108284 / i31